SVETLANA MAKAROVIČ

Svetlana Makarovič, født 1939 i Maribor, Slovenien. Uddannet på Teater- og film Akademiet i Ljubljana. Er kendt for sine mange digte og historier for både børn og voksne, som sanger, komponist og illustrator. Har udgivet over hundrede bøger. Fik i 1975 tildelt den fornemme slovenske pris Prešernov sklad. Har i de senere år flere gange besøgt Island, hvor hendes digte er blevet offentliggjort i i litteraturmagasinet Jon Y Bagissa. Hendes teaterstykke The Dead Man comes for his Lover er blevet transmitteret i islandsk radio og Ljubljana Dukketeater har turneret med hendes meget afholdte børneteaterstykke Skipmouse, som har været spillet mere end 1000 gange over hele verden.

Godmorgen (Dobro jutro)

Jeg ønsker dig godmorgen,
fugtige grå dagslys.

Jeg ønsker dig godmorgen,
verden dækket med blod.

Jeg ønsker dig godmorgen,
bjerg uden træer.

Jeg ønsker dig godmorgen,
fjerløse fugl.

Ubevægelige dynger
af størknet slim.

Godmorgen nabo,
hoved uden øjne.

Godmorgen kastrerede mænd
og kvinder slået til jorden.

Jeg ønsker godmorgen,
navnløse væsener
med afbrændte pelse
og golde frø.

Vinden bringer stank
af rådne ådsler,
mit fædrelands sang, godmorgen.

Godmorgen pest,
krig, sult,
godmorgen,
tomme vugge.

Fødselsdag (Rojstni dan)

Forbandede time da frøet faldt til jorden,
forbandede time, jord og himmel.
Forbandede vind som tog det med,
forbandede regn som vædede jorden.
Forbandede fordums øksehug
og sengen gjort af træet.
Forbandede lunkne forårs brise,
forbandede første mand og kone.
Forbandede hånd, som vævede linnedet,
forbandede den, som redte sengen,
forbandede vindue, æbletræets grene,
forbandede blomsterblade på tæppet,
forbandede negle ind i ryggen, kniv i kødet,
tænder i de forbandede bryster, løgne i øret,
forbandede måneløse nætter, sved og klistret blod
og timen hvor bitter frugt blev moden.
Forbandet blodets blod, hjerternes hjerte,
forbandede første åndedrag og verdens lys.

Hjertet (Srčevec)

En mand gik ud og hængte sig,
hans sæd det faldt til jorden.
Menneskets sæd, varm og stærk,
blev suget ned i jorden.

Bladene blev nu syv gange røde.
De groede i syv urørlige år.
Og der hvor sæden blev suget ned,
spirede frem en menneskeblomst.

Blomsten svulmede og faldt til jorden,
men fra under jorden voksede roden op.
Den groede og i det syvende år
den bar et lille hjerte.

Hjertet trængte gennem mulden,
stirrede ind i den lyse dag.
Tog ud i verden og i hver en egn
det forvoldte pigens død.

Vuggen (Zibelka)

Rolig, rolig lille dreng,
hvem har vækket dig midt i natten ?
Var det gråden fra den ufødte søn,
der dræbtes i min krop,

eller stilheden fra den tomme vugge,
med de røde tegnede hjerter.
Tom er den vuggen, tom,
og træt er mit lille hoved.

Tom er den vuggen, tom
tomt er der i min krop,
over mig er stjernerne kolde,
kom og hvil, min kære.

tag tilbage, tilbage lille dreng,
til der hvor korsene er af sten.