Brane Mozetič, født 1958. Har studeret litteraturvidenskab på Universitetet i Ljubljana og i Paris. Han er poet, forfatter, oversætter og siden 1990 redaktør på gay-magasinet Revolver. Har udgivet otte digtsamlinger og to romaner, og har oversat en række franske forfattere, bl.a. Rimbaud, Genet, Foucault og Maalouf. Blev i 1992 tildelt The Poetry Price of the City of Ljubljana og i 1990 the European Poetry Price-Falgwc.

hvad trækker dig andetsteds hen
hvad er det egentlig der gør forskellen, er ikke
søerne og markerne de samme her som der
og smilene og kroppens kys,
er de ikke? når fingrene
i mørket rører en anden hud
og når ordene, altid de samme
og de tyndslidte lidenskaber
hvilket vanvid, når der ikke er andet end flugt
og uvirkeligt håb,
en uniform er lig en uniform, en støvle
en støvle, et rådyr et rådyr, et hav et hav,
en tunge en tunge, et bryst et bryst,
en smerte en smerte -
og så, hvor mange støvler, hvor mange
have, hvor mange bryster, hvor megen smerte
her er bare èn, endeløs og knivskarp
der er bare èn, endeløs og knivskarp.

mere liv øger altid smerten
skarp, i en evig trængsel over gaderne,
lange gåture hånd i hånd
gennem skove, langsom svømmen ned ad floden
hvor du fornemmer bredderne og ikke kan modstå
strømmen, der er flere og flere kys, afskeder, flere
ord, løgne, mere usikkerhed
i skridtene, færre muligheder for at trække sig tilbage
mindre håb, færre lysende øjeblikke
floden, din uhyrlige kraft, svimlende
du kværner mig hen over stenene
og spytter mig ud i havet, til fiskene
til de badende, din smerte er større,
dybere, mørk, blandes med salt, ætsende
fortærer kroppen, de sidste stykker
af et uafhængigt, frodigt liv
udhuler en plads til angsten, uden ophør.

jeg ser ham stå op ad muren
han stirrer som fortabt
venter som om han undres
begynder så at snakke
mere og mere vidtløftigt, det trækker ud
jeg spørger mig selv om det fører til noget
langsomt og sikkert mister
jeg lysten, han bliver ved
forsøger at få ham med hjem
han tøver, som om han mangler en undskyldning
men beslutter sig til sidst,
hans tog er vist lige kørt og
han kunne jo også se mine bøger
og igen lytter jeg til en hel masse snak
jeg kigger på uret, ønsker
at gå i seng med ham, eller
at han slet ikke var til -
selv da han lægger sig, som om han ikke ved,
er han rolig og jeg, som har længtes
efter varmen fra en andens hud, som om
jeg ikke ved, venter på søvnen
rører mig ikke.

når jeg kommer er din favn vidtåben
du higer efter ømhed, kærtegn
og kys, rækker ud efter mine hænder
længes efter min mund, vil have mere og mere

jeg tager tøjet af dig, har dig på skødet og kysser
dig som et barn der vil vokse op og rejse væk
nogen gange ser jeg mærkerne
af andre tænder, skrammer, nogen gange spyt

som jeg sender ind i dig som saft
vi går på en mark og du holder fast i mig
standser, kryber ind til mig, hvisker

jeg er glad for dig, du ryster, det er så koldt
bukker dig ned, rører ved jorden,
kigger på mig, den kalder, siger du stille.