Svetlana Makarovič
Tomaž Šalamun
Aleš Debeljak
Brane Mozetič
Evald Flisar
Lela B. Njatin
Maja Novak


Svetlana Makarovič


   Godmorgen (Dobro jutro)

   Jeg ønsker dig godmorgen,
   fugtige grå dagslys.

   Jeg ønsker dig godmorgen,
   verden dækket med blod.

   Jeg ønsker dig godmorgen,
   bjerg uden træer.

   Jeg ønsker dig godmorgen,
   fjerløse fugl.

   Ubevægelige dynger
   af størknet slim.

   Godmorgen nabo,
   hoved uden øjne.

   Godmorgen kastrerede mænd
   og kvinder slået til jorden.

   Jeg ønsker godmorgen,
   navnløse væsener
   med afbrændte pelse
   og golde frø.

   Vinden bringer stank
   af rådne ådsler,
   mit fædrelands sang, godmorgen.

   Godmorgen pest,
   krig, sult,
   godmorgen,
   tomme vugge.




   Fødselsdag (Rojstni dan)

   Forbandede time da frøet faldt til jorden,
   forbandede time, jord og himmel.
   Forbandede vind som tog det med,
   forbandede regn som vædede jorden.
   Forbandede fordums øksehug
   og sengen gjort af træet.
   Forbandede lunkne forårs brise,
   forbandede første mand og kone.
   Forbandede hånd, som vævede linnedet,
   forbandede den, som redte sengen,
   forbandede vindue, æbletræets grene,
   forbandede blomsterblade på tæppet,
   forbandede negle ind i ryggen, kniv i kødet,
   tænder i de forbandede bryster, løgne i øret,
   forbandede måneløse nætter, sved og klistret blod
   og timen hvor bitter frugt blev moden.
   Forbandet blodets blod, hjerternes hjerte,
   forbandede første åndedrag og verdens lys.



Aleš Debeljak

Flytning (Selitve)


Du ser alt, alt : fluers vejrtrækning, en keddel der hyler, en patron
dumdristigt skudt af ved daggry, et mønster på tapetet, halvmørket
i en koncertsal, støvede violiner i hast efterladt
på gulvet, en inskription skrevet på sproget de to profeter
  
bragte slaverne, ting, som drukner i uendeligt lys,
et skrig, som når himlen i et nu, skinnet fra metal, køen
af børn og kvinder, som bærer de nyfødte, basilikum,
hvor det dufter i bedet, tynde stråler af blommesaft, som

trænger ned i den sprukne jord, trampet ned af hære påtilbagetog.
Alt. Du ser kirkegårdene. Og metastasen af hvidglødende bål.
Her vil den verden vi kender ånde ud. En fortids orden af vold
  
vender tilbage til husene. Slukker ordenes magi. Og et pigekor står stumt.
Et spor leder mod øst, over et tilsneet pas.Ingen anstrengelse kan
udslette det. Nu ved du, at tårnuret slår for jer og for os.



Ansigter mod muren (Obrazi pred zidom)


De tidlige morgeners barmhjertighed er beskeden. Her sker alt,
hvad der skal ske: for dig, for mig, for hele verden. Prøvelsen er
i sandhed stor : fortryllet stirrer vi når det uendelige skin fra branden
smelter katedralens søjler, den jomfruelige søvn og et legetøjs skjulte fjeder.

Ubevægelige sidder vi som i en fredfyldt familiekrypt. Hver af os,
tror jeg, er allerede fortabt. Vi er stille, hvad ellers. Som
et overvældet vidne i et land, da det stadig fandtes. Nu lever detvidere,
forvist til et billede, der ikke lader os sove. Som dag og nat

dirrer i vore pupiller. Knæler vi måske i håb om, at uvejret vil forbarme
sig og bringe tilgivelse som den blide moder? At den vil udviske skellet                 
mellem alter og offer ? Jeg ved jeg gætter: der er ingen større fejltagelse.

Gløderne har allerede fyldt skærmens ramme. Selv blodet, som løber
på pigens hofter, har tabt sin smag. Det lugter ikke som den pløjede jord, der
smuldrer mellem fingrene. Vi forsøger, men forgæves: vi er mindre end en fodnote.



Tomaž Šalamun

Jonas (Jon)

  
hvordan går solen ned?
som sne
hvilken farve har havet?
umådelig
jonas er du salt?
jeg er salt
jonas er du et flag?
jeg er et flag
alle ildfluerne hviler


hvordan er stenene?
grønne
hvordan leger hundene?
som valmuer
jonas er du en fisk?
jeg er en fisk
jonas er du et søpindsvin?
jeg er et søpindsvin
hør hvor det suser


jonas er når rådyret løber gennem skoven
jonas er når jeg ser hvordan bjerget ånder
jonas er alle husene
hører du regnbuen?
hvordan er duggen?
sover du?



Acquedotto


Jeg skulle have været født 1884 i Trieste,
på Acquedotto, men sådan blev det ikke.
Jeg husker det rødlige treetagers hus,       
stueetagen med den møblerede stue
og min oldefar, min far,
som hver morgen anspændt og omhyggeligt
gennemlæste børsnyhederne, dampede på sin cigar
og foretog hurtige udregninger.
Da jeg havde været fire måneder i min oldemors mave,
blev der holdt et råd, som udsatte
min ankomst to generationer.
Beslutningen blev skrevet ned, papiret
lagt i en kuvert, kuverten forseglet
og sendt til et arkiv i Wien.
Jeg husker, at jeg efter at beslutningen var taget,
rejste tilbage mod lyset, hvor jeg blev vendt om på
maven og så hvordan en høj ældre
mand brummende undersøgte hylderne, tog en anden
fra hylden ved siden af og med et fast greb
i nakken sendte ham afsted mod skakten.
Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var syv år
og at ham jeg blev uskiftet med, min bedstefar,
var lidt ældre, ni eller ti.
Jeg var beroliget, men begivenhederne havde også
rystet mig.
Jeg husker, at jeg i nogen tid sygnede hen,
nok på grund af det stærke lys,
og så blev mine lunger flade som en pose.
Da jeg havde nået den rette tonus  
faldt  jeg i søvn.
Jeg vidste, at min krop fandtes nedenfor
og jeg så den mange gange i søvnen.
Den tilhørte en mand med langsomme bevægelser, overskæg,
hele livet fantast omend bankmand.



Brane Mozetič

(vidim ga ob zidu)

jeg ser ham stå op ad muren
han stirrer som fortabt
venter som om han undres
begynder så at snakke
mere og mere vidtløftigt, det trækker ud
jeg spørger mig selv om det fører til noget
langsomt og sikkert mister
jeg lysten, han bliver ved
forsøger at få ham med hjem
han tøver, som om han mangler en undskyldning
men beslutter sig til sidst,                            
hans tog er vist lige kørt og
han kunne jo også se mine bøger
og igen lytter jeg til en hel masse snak
jeg kigger på uret, ønsker
at gå i seng med ham, eller
at han slet ikke var til -
selv da han lægger sig, som om han ikke ved,
er han rolig og jeg, som har længtes                    
efter varmen fra en andens hud, som om              
jeg ikke ved, venter på søvnen    
rører mig ikke.


(ko prispem, močno razširiš roke)


når jeg kommer er din favn vidtåben
du higer efter ømhed, kærtegn
og kys, rækker ud efter mine hænder
længes efter min mund, vil have mere og mere   

jeg tager tøjet af dig, har dig på skødet og kysser
dig som et barn der vil vokse op og rejse væk
nogen gange ser jeg mærkerne
af andre tænder, skrammer, nogen gange spyt

som jeg sender ind i dig som saft
vi går på en mark og du holder fast i mig
standser, kryber ind til mig, hvisker

jeg er glad for dig, du ryster, det er så koldt
bukker dig ned, rører ved jorden,
kigger på mig, den kalder, siger du stille.





Maja Novak

Den Taleranske katekismus. (Teleranski Katekizem)

                  
                   Ils n'ont rien appris ni rien oublie.
                           Maurice Talleyrand


Natten var som tyrkisk honning. Mørket  kunne skæres ud med en klinge og sælges stykvis: en milion tolar stykket -  med andre ord, man kunne tage det eller lade være.
   Måne?  Ikke det mindste.
   "Skal vi gå en tur, sønneke?"
   Mor løftede med et sæt blikket fra synålen mellem de hvide fingre.
   "Må Bubi og Putzi godt komme med os, far?"
   Bubi ventede taknemmeligt med hundesnoren i gabet. Efter at de gullige hår og det hængende kød var forsvundet  fra dens kæber, lignede de mere end nogensinde en bjørnefælde, men da der i øjenhullerne ikke længere fandtes de blodige vanvittige øjeæbler, var pitbullen blevet næsten, nå ja, menneskelig at se på. Putzi var blevet træt af at lege med museskelettetog var stille raslet igennem den tunge kattelåge af sten, specieltudhugget til hende i gravens tunge stendør.
   Far rakte ud efter den omhyggeligt udformede nøgle.
   "Skal I virkelig ?" sukkede mor. "Er detikke...farligt ?"
   Far rystede på kraniet.
   "Ikke endnu", hviskede han. "De kommer ikke de nærmeste dage.
   Og når de kommer, kommer de om dagen."
   "Om efteråret er der hverken nætter eller dage," gispede mor.     "Når de kommer, vil de ikke gøre os ondt,"  lød det beroligende fra bedstefar.
   "Indtil nu har de ikke gjort os noget," sagde bedstemor. "Men når de kommer, vil de være uforudsigelige. Hvem ved om de i år vil opføre sig ligesom sidste år?"
   "Læg jer nu tilbage og sov," hviskede enmand gnavent hen mod den mørnede dobbeltkiste.
   Bubi løb ulykkeligt rundt og viste hundesnoren frem.
   "Bubi passer på os," hviskede  barnet stolt. "Du ved hvad den er parat til at gøre for et ben."
   "De kommer ikke endnu," lovede faderen roligt."Ikke i nat. Der er ikke noget der tyder på, at de snart vilvære her. Ingen af de sædvanlige tegn. Kun nogle dryssende blomster,et par nye stearinlys. Ikke noget usædvanligt. Ikke noget af det deplejer at  komme med før de dukker op."
   Han flettede sine håndflader og fingre sammen med sønnens håndflader og fingre, og de stavrede af ud i natten.
   "I jeres sted ville jeg se at komme hjem i en vis fart," smaskede en vampyr, som sad på hug med hænderne mellem knæene på skulderen af en marmorengel. "De kommer snart."
   "Hold op med det pjat allesammen. Barnet har brug for frisk luft. Kan du ikke se hvor bleg han er ?"
   Langsomt gik de rundt mellem gravene, og deres flettede fingre gyngede i takt med deres skridt imellem dem som en lille udskåret elfenbenskurv i vinden. Angst smitter, erkendte faderen. Han vidste godt, det var for tidligt, men kunne ikke nære sig for igen og igen at skæve hen til gravstederne. Her og der en dryssende krysantemum og nogle enkelte oljeblus bag rød plastik. For tidligt.
   Bubi snusede ivrigt op i luften, som var krydret af brune blade, grå stearin og ugers ophobning af regnorme i leret under det sølvfarvede sand.
   Sandet var endnu ikke revet, og nogen steder kunne man skimte denkulsorte jord. Ikke endnu. For tidligt.
   Han kiggede hurtigt over skulderleddet     hen mod lyset på bakken, mod lyset, orange som et græskar. Nårde kommer, vil det være derfra.
   "Far", peb barnet med beklemthed i stemmen.
   "Hvad er der ?", dristede han sig til at sige.   
   "I går så jeg døden bag kapellet.Med kappe og le over skulderen."
   Det ældre skelet åndede lettet op.
   "Men jeg blev ikke særligt bange..." mandede det yngre skelet sig forsigtigt op.
   "Det er der heller ingen grund til, sønneke. Måske er han lidt fåmælt, men ondsindet, det er han ikke. Og absolut ikke farlig. Han er vores ven. Med ham er det som ... som.... ved du hvad det tropiske hav er?"
   "Nej," indrømmede den lille ligefrem,"jeg døde før vi kom til det tropiske hav."
   "Endnu bedre. Sammenligninger virker bedre hvis hverken den der fortæller eller den der lytter, af egen erfaring helt nøjagtigt ved hvad de taler om. Altså: det tropiske hav. Luk øjnene -jeg mener, dæk hullerne i hovedet til med håndfladerne - og forestil dig det tropiske hav. Stærke farver. Anderledes end her. Dybblåt vand, søstjerner som karmin og cinnober, som kobber og bronze, søpindsvin som smaragder, havanemoner som citroner og topas, snehvide og skarlagensrøde koraller på de stejle klippeskær, tigerstribede muslinger, gyldne og brogede fisk, der sorgløst glider rundt mellem klipperne, fiskmed finner som rubinfarvede vifter, et fyrværkeri af langsomme farver.Og midt blandt dem en sky af glasfisk. Måske har du...?"
   "Nej." rystede barnet på hovedet.
   "Nej. Skidt med det. Jeg skal beskrive dem for dig. De er på størrelse med et tommelfingerled - på min tommelfinger, ikke på din - og fuldstændig gennemsigtige. De samler sig i rygradsformede stimer, så de tilsammen kommer til at ligne en kæmpestor, farlig fisk. Og...
   "Må jeg godt lege i sandet?" afbrød drengen ham utålmodigt.
   "Nej ! Jeg er ikke færdig !", hviskede faren skarpt. (I sandet? Har de allerede været her med bunker af friskt sand? I såfald er de tættere på, end jeg troede)  "Pas på for nu kommer det allervigtigste. Blandt de tusindvis af glasfisk svæver en vahnja, en stor sort fisk med svulmende læber, spadeformede muskuløse finner, afskåret hale og tunge øjenlåg. Der er altid kun den ene, og hver stime glasfisk har sin egen. Den minder om et vildsvin."
   "Vi var ikke kommet til vildsvinene" bemærkede drengen spøgefuldt.
   "Ja, jeg kan se, at det her bliver svært... nå, men det vigtigste er at vide, at vahnja lever af glasfiskene. Den æder dem. Men glasfiskene er ikke bange for den, de er ikke efter den, de flygter ikke fra den, men accepterere den derimod stiltiende iblandt dem. Villigt lader de den af og til sluge nogen af dem, fordi den er så stor ogsort, at den med sin tilstedeværelse jager andre dyr væk, somer mindre end den, men meget mere grådige end glasfiskene. Forstårdu? Selvom den sluger dem, beskytter den dem også. Og glasfiskene betalerstiltiende deres afdrag, og lader sig sluge fordi de ved, at der ellers villekomme andre jægere, hele bataljoner af andre fisk, som ville gøreen ende på mange flere glasfisk, end vahnjaen  kan overkomme.Ligesådan er det med døden. Han mejer ned, men beskytter ogsåmod andre farer." 
   Tilfreds lyttede han endnu engang til sin forklaring i detresonerende hjernehulrum og konstaterede, at det lød ganske godt.
   "Hvad er værre end døden?" klaprede drengen tvivlende med tænderne.
   "Nej nu har jeg snart nok af din uvidenhed," hvæsede faren."Sikke et dumt spørgsmål! Kender du ikke den hellige skrift?" Han rettede rygraden ud i en stiv lige søjle og begyndte højlydt at deklamere. "De skal komme. De skal komme med hykleri og isnende blegrøde masker på deres læber. De skal komme med blomster i favnen, men med erindringer i deres hjerter. De skal komme med bitterhed, med bebrejdelse, de skal komme med anklager og de vil ikke kunne fremføre dem. De skal komme forsinkede. Trætte, slæbende sig afsted. De skal komme bøjede under vægten, af det vi efterlod dem. De skal komme med stearinlys og de skal ikke se dagen imorgen. De skal komme med gråd og ikke kunne tilgive. De har intet lært og intet glemt. De skal komme og være nødt til at leve videre. De skal komme med nid og må ikke vise den. De skal komme og deres nid vil forstyrre vores glemsel. Den Hellige Mavricius Talleranus vers 17, 89, hvis du spørger mig hvad der er værre end døden!"
   Drengen sparkede til en sten og Bubi forsom en raslende minevogn efter den. Putzi var imens kravlet op i et nøgent træ, hvorfra der begyndte at falde fugleknogler ned som var det agern. "Menneskenes hellige skrifter er anderledes," sagde barnet spagt.
   Faderen frøs helt ind i knoglerne. "Har du nuigen afluret de levende?"; skurrede han med adamsæblet.
   Drengen trak ligegyldigt på skulderbladene. "Jeg så en begravelse," fortalte han dæmpet. "Præsten læste op af deres hellige skrift. Om opstandelse og om, at en eller anden hyrde skal løbe rundt blandt  flokken og gø af dem indtil han deler dem, med fårene til højre og gederne til venstre."
   Skelettet kløede sig på hoften."Det er da et held, at al det halløj med den opstandelse kun gælder for får og geder," fastslog han betydningsfuldt. "De har at lade os i fred, ellers kommer de til at fortryde det bitterligt. Kan du forestille dig hvor hårdt det ville være, hvis vi igen skulle til at huske alt det graven har udslettet?"
   Sønnen sparkede atter til en sten. Der lå ganske rigtigt mere og mere friskt grus på stierne; og jo nærmere de kom midten af kirkegården, desto flere buketter og blomsterarangementer var der på gravstederne. Stearinlysenes flammer flød sammeni lange rækker, i store flader, i et ocean. Et sikkert tegn: i de fleste vaser var det  mugne grønne vand skiftet ud med friskt. "Har får og geder også deres død?" forhørte drengen sig.
   "Ja det har de," vippede faderen med det blinde kranie på knoglestumpen. "Sådan som hver sky af glasfisk har sin vahnja, sådan har hver slægt sin død. Vi har vores. Menneskene har deres. Og hver især tilhører kun en slægt.
   Drengen vendte sig mod horisonten, der var orange som et græskar. Den så ud til at være tættere på og lignede en flok sværmende bier. "Og hvert år - kommer de? sukkede han.
   Faderen talte stenene med indhuggede stjerner, for nyligt sat på det jødiske gravsted, som allerede i flere år havde hjulpet ham  med at holde styr på tiden. Der var mange. Hurtigt greb han drengen i overarmsknoglen. "Måske før end jeg havde regnet med. Lad os gå."
   Byen med de lysende orange omfartsveje var ved at vågne op og strakte sig.
   Stille fløjtede de på hunde- og katteskelettet og skyndte sig hjem.
   De barrikaderede indgangen til graven med sten sarkofagen,selvom deres logerende, to grevinder og en prins, havde brokket sig overden moderne tids paranoia. Men ihvertfald i en uges tid ville det værenødvendigt at mure sig inde. Det var aftenen før førstenovember, dagen hvor de levende rejser sig af deres senge og kommer og skræmmerde døde.
      


Lela B. Njatin

nat i ljubljana. (noč v ljubljani)
 

   når jeg drejer nøglen rundt i låsen, kan jeg ikke mærke at den tager ved.
af alle nøglerne i nøgleknippet er det den letteste, aluminium. jeg kan ikke mærke nogen som helst modstand i låsen, da jeg drejer nøglen rundt. døren er låst, men at åbne den er som at bore et blik ind i en tanke, ingen af dem har nogen vægt ognår de mødes er forskellen mellem dem ubetydelig, de har ingenform, ingen farve, ingen fylde, man kan bare mærke, at de findes ogdet at blikket trænger gennem tanken. og aller oftest er det derfortanken som viger tilbage, og blikket som på en eller anden mådebliver hængende i luften.
  når jeg trykker håndtaget ned åbner døren sig. i et kort øjeblik stritter aluminiumsnøglen ud fra nøgleknippet i min hånd som en fjerlet miniaturehaj, der med en enkelt tandfyldt kæbe venter på at angribe sit offer, og da jeg lukker døren efter mig efter at være trådt ind, stiller jeg den tilfreds ved igen at stikke den ind i låsen og efterlade den der med de andre hængende ned fra nøgleringen. mens den sidder klemt  fast der i låsen, hænger de andre i nogen tid og dingler som værdiløse kroppe, ligesom sikkerhedskæden som jeg straks efter sætter fast i rillen ovenover låsen.
   uden at tænde lyset sætter jeg tasken pågulvet ved døren og bøjer mig ned og tager skoene af. rummeter fyldt med varme, som straks lægger sig på min pande som entæt række svedperler. malingen lugter brændt. førstgår jeg hen til vinduerne for at åbne dem, jeg lader væremed at rulle persiennerne op, vender bare metallamellerne, som giver en skrigendelyd fra sig efter ikke at have været rørt ved i månedsvis,kun overladt til sol og regn.
  udenfor er det ligeså varmt. varmen siver gennem persiennerne ind i lejligheden, og jeg mærker det på min våde pandesom en behagelig brise, men et øjeblik efter er alt igen ubevægeligt, fugten spreder sig i rummet og klæber sig til væggene som kvælende slim. den trænger gennem min skjorte, mine bukser, gennemtrænger hynden som jeg sidder på, og dugen på bordet som jeg hviler mine albuer på, klæber sig fast til støvet i dens vævning og danner en gazelignende hinde som klistrer sig  til mine fingre.
   gennem persiennerne kigger jeg ud på byen. bygningenlige overfor tager noget af mit udsyn, den er helt mørk, de åbnevindueshuller, som er endnu mørkere, gaber mod mig som forbrændinger.bagved er der endnu et fæstningsværk af bygninger, alle med forkullede stirrende grottehuller, oplyst her og der. jeg kigger derover for at få øje på menneskeskikkelser. natten er allerede tæt og dens kompakthed intensiverer varmen, og folk inde i bygningerne er ubevægelige, forbrændte af den hede dag, stille som åbne sår, der sprækker ved den mindste bevægelse, og ud trænger en materie fyldt med sommerens halvkvalte handlinger, aflejringer af udtørrede ønsker og skred af hengemt lyst.
   Natten udenfor giver ingen lyde fra sig, jeg kan mærke den pulsere som frøers svulmende kindposer, nedgravet i mudderet fra kaotiske tider, ikke inddelt efter menneskelig målestok, men gennemtrængt af menneskelig tørst. de eventyr som folk på denne årstid har ordineret til sig selv bliver ædt op af varmen, den morke himmel er skræddersyet til den endeløse tagen afsked med ødelagte planer. mine medborgeres afmægtighed beroliger mig, som når temperaturen omkring dem vinder over deres kropstemperatur griber ud efter den forbifarende tid og trækker den med på forfængelighedens vogn. når jeg vender tilbage i sådan et vejr, er det godt. kun på det tidspunkt føler jeg, at jeg ikke er her fordi de bestemte det.
  jeg bliver siddende indtil al min hud er dækket af svedperler, som var den oversprøjtet med en fin brusestråle. jeg rysterdem af mig, mens jeg går rundt i lejligheden :  køleskabetslukket og på klem, lænestolene dækket til med lagner,sengen foldet sammen, gulvtæppet rullet sammen, teleforsvareren slåetfra, sikringerne slået fra, i vasken ved vandhanen en tang. førstsætter jeg radiostikket ind i stikkontakten, så lyset påkontrtang. først sætter jeg radiostikket ind i stikkontaktenså lyset på kontrolpanelet bliver tændt. jeg kan høremusikken komme langvejsfra, men jeg slukker med det samme. nattens stilheder bedre.
  jeg kigger igen ud af vinduet, denne gang henover husene. bag dem er der et bjerg med skove, bagved det endnu flere huse. I et hus langt langt væk, i en anden by, på den anden side af jorden hvor det nu er dag, findes bostjan. en rejsende som jeg, der aldrig må overskridegrænsen der adskiller nat og dag, et tidsskifte, der skal gennemlevespå et enkelt sted, når man dør, uden at ånde ud.bostjan, tomaz, før ham en anden tomaz, ivo og jeg  farende afstedsom kometer, efterladende et spor af forventninger, i fuld fart påvej mod indsigt, i forsøget på at indhente øjeblikketfor vores død. syge af undvigende svar, søger vi tilflugt hvorder ikke findes flere spørgsmål. mens folk i vores livs byertaler om os: "de er væk", kommer vi, på de stedervi bebor, til syne i husenes vinduer. de ser os, men spørger aldrighvem vi er, hvad vi laver, hvor vi er på vej hen; vi er billeder indrammetaf nabohusenes vinduer, som, oftere end vi kommer tilsyne i dem, forblivertomme og vi opfører historier i bidder, for små til at barettenoget.
  i hvilket vindue skal jeg stille mig ? i køkkenet ? i værelset ? jeg bliver hvor jeg
er, i køkkenet trækker jeg i persiennesnoren, fedtet til afluften, det meste af året den eneste beboer i dette rum, tyk og trykkendeaf ubevægelighed, glat, voksagtig. da jeg trækker i snoren hviner det, lyden rammer væggen overfor mig og bliver kastet tilbage. de forkullede huller gaber, og intet forstyrrer ensartetheden i lyset, der hist og herbryder igennem. jeg læner mig mod vindueskarmen og stikker hovedetud, natten forbliver ubevægelig. som om folk ligger og hviler med ryggenvendt mod verden.
   nu tænder jeg lyset. i køkkenet står bordet lige under vinduet, dem der bor overfor kan ikke se det. engang skreg ogskændtes bostjan og jeg ved det bord for at tiltrække folks opmærksomhed, som for at indprente os i deres bevisthed som noget der findes og på den måde få retfærdiggjort, at de stadig har os blandtdem. når jeg er alene er det sværere.
  sveden løber i en fin strøm ned af min hals, og jeg føler mig våd mellem brysterne. jeg læner mig ind over bordet og glatter en fold ud, som løber hen midt over dugen som et spor efter modstanden mod strygejernet. bordpladen er glat, dugen gliderunder mine fingre da jeg prøver at glatte den ud. jeg griber fat ikanten og kravler op på bordet med knæene først, sætter mig på hug og tager fat i vindueskarmen. jeg læner mig ud, skjorten klæber til min overkrop, våd af væsken som varmen presser ud af min krop, og bliver hængende. bygningen overfor giver genlydsom var den død. jeg drejer hovedet og styrer blikket henover massenaf huse, jeg ser ikke et øje.
  så sætter jeg af.
  på vej ned mod asfalten på bunden af byens ligegyldighed, registrerer jeg i den livløse nat gennem en sveddråbe på øjenvippen, ud af øjenkrogen, en lille rød prik - gløden fra en cigaret i det mørke vindue overfor.




Evald Flisar
  
Mistet uskyld. (Konec nedolžnosti)

   Eftermiddagene var for varme til at vi kunne være stranden eller slentre rundt i landsbyen, så for det meste henslæbte vi tiden i losmen. Vi lå på sengene i det halvmørke værelse og drømte om is eller kølende regnbyger. Gennem døren, som stod på klem, trængte lydene fra verandaen og gården ind til os, klapren af træsko eller kaglende høns, der for rundt under træerne og den fjerne mumlen fra de andre gæster, som enten sad henslængt i de flettede kurvemøbler på verandaen eller, ligesom vi, hvilede sig på værelserne.
   Af og til lå vi og døsede i en udmattende tilstand mellem søvn og vågen, hvor grænserne mellem lydene fra den reelle verden og frugterne af hjernens urolige kogen var flydende oguklare. En eftermiddag hvor vi lå sådan, nåede lyden afto amerikanske stemmer os, en kvindes, som blev ved at gentage "Jeger Samantha" og mandens "Jeg er Walden". Indimellem hørtesen dæmpet balinesisk stemme, der gjorde sig umage for at udtale navnenerigtigt. Der var kommet nye gæster og Vajan var ved at skrive dem indi receptionsbogen.
   Samantha og Walden. Navnene fik en til at tænke på elegant, afslappet skønhed, noget naturligt tiltrækkende, symmetriske lemmer, god holdning, nærvær uden anstrengelse. De fik værelset ved siden af os. Gennem den tynde væg kunne vi høre deres stemmer. De åbnede deres bagage, kvinden gik i bad, derefter manden. Så hørtes skraben af sengeben på cementgulvet; de skubbede de to enkeltsenge sammen for at lave et fælles leje. Til slut gik de ud på verandaen hvor Vajan serverede kaffe for dem. Der sad de og raslede med kort eller aviser, planlagde et eller andet.
   Jeg rejste mig, strakte mig og gik ud af værelset. På amerikansk vis smilte de begge venligt og hilste let afventende påmig med et "Hi"
   Jeg stirrede på dem. Navnene havde snydt mig. Waldenvar en klodset ung mand med hængende skuldre, et kødfyldt ansigt med kartoffelnæse hvorpå der sad et par briller med tykt glas, Samantha havde stumpede ben, tykke lår, strittende hår og etfyldigt karakterløst ansigt . "Hi" svarede jeg og trakmig tilbage til værelset.
   Henimod aften mødtes vi tilfældigt på landsbyens torv og faldt i snak. De spurgte om vi havde været længe på Bali, om vi kunne lide det, om hvordan maden var og hvor man kunne spisegodt og ikke for dyrt ? Vi tog dem hen til et lille udendørs spisested, som vi havde opdaget nogle dage forinden. Samantha og Walden var fra Chicago, og det var deres første tur til udlandet. De havde valgt
Bali fordi Samanthas tante havde været der nogle år tidligere og var kommet hjem og havde rost stedet i høje toner : fantastiske mennesker, fantastiske danse, fantastiske templer, fantastisk mad, fantastiske strande, alt var simpelthen fantastisk. Og til slut blev de ganske simpelt nødt til selv at tage afsted for at opleve al denne guddommelige skønhed. Alt hvad de mødte begejstrede dem, hvad de så og oplevede viste sig ligefrem at være bedre end hvad tanten havde berettet for dem.Gang på gang udbrød de: folk er så flinke, jamen har deikke smukke øjne, alle børnene ligner engle, det her er virkelig gudernes ø!
   Sådan betragtede de også hinanden. Deres afslappede hjertelighed udsprang ikke af gensidig tolerance mellem to mennesker, som har erkendt deres fejl og lært at leve med dem, men derimod, som det ofte er typisk for folk der lever i en snæver kreds af familie og barndomsvenner, af overbevisning om at de ingen fejl har. For et øjeblik virkede de på mig som en sjæl i to kroppe, idet hun ofte sagde "Walden synes det er bedst sådan, ikke også Walden?" og han ligeså ofte "Det ville Samantha ikke kunne lide, vel Samantha?" Selv da regningen kom og lød på det dobbelte beløb af hvad vi faktisk skulle betale, tvivlede de ikke et sekund på at alt på Bali var "enestående" og "vidunderligt" som i et eventyr.
   Næste aften gik vi sammen hen og så en danseforestilling, fortællingen  "Ramajana" om den onde Ravana, der bortførte den smukke pige Sita og hendes forlovede, den modige prins og ridder Rama, som med hjælp fra abekongen Hanumana reddede hende tilbage. Vi sadpå første række, tæt ved orkesteret, gonger, slagtøj og xylofoner fyldte salen med dybe brusende eksotiske lyde. Samantha og Walden var som fortryllede, de holdt vejret med åben mund og fulgte dansernes stiliserede bevægelser; hun med fingerneglene presset ind i håndfladerne, mens han krampagtigt sad og holdt kanten af sine sandaler med sine tæer.
   Den magiske blanding af musik og bevægelse, af skygger og blafrende fakler fjernede også os fra denne verden. Skønheden foran os havde kraft som en ubønhørlig hersker, som man altid kun ville kunne stå i et underlegent forhold til. Den smukke Sita kom dansende frem, hendes slanke, næsten flade krop vred sig rytmisk, de nøgne fødder berørte stengulvet med en kats elegance, de lange tynde fingre vibrerede i luften og kaldte abstrakte, symbolske billeder frem af kærlighed, elskov, længsel, sorg og ekstase...
    Næste morgen var Samantha og Walden taget tidligt til stranden. Vi ville gerne have advaret dem mod den lumske tropiske sol og, at de ved uforsigtighed kunne risikere at få forbrændinger, som ville blive til varige sorte pletter. Men da vi ved ti-tiden kom ned på stranden, var den fyldt med rækker af folk, og vi opgav at finde dem. Vi spredte vores håndklæder ud og lagde os. Solen glimtede ihavet, de badende sprøjtede og hvinede, børnene løbud og ind af vandet, kom til at sprøjte sand i øjnene på folk, som skældte dem ud, mens de fortsatte deres løbenfrem og tilbage. Solen brændte med bedøvende kraft og insisteredepå søvn og sløven.
   Vi blev revet ud af vores døs, da nogle kolde dråber vand ramte vores varme hud. Over os stod to smilende kødklumper, Samantha og Walden. "Hi" udbrød de med deres sædvanlige begejstring "vi har ledt efter jer på hele stranden!"
   Vi flyttede hen i skyggen af nogle palmer tæt ved. Samantha skar en ananas i stykker med en lommekniv. Åh, udbrød de, og tørrede saften af deres hænder, vidunderligt, fantastisk ! Det kan man kalde at leve! De bød også os et par stykker.
   Selvom deres begejstring stadig var åben og ligefrem, fornemmede jeg en anspændthed mellem dem, som ikke havde været der før, deres venlighed mod hinanden virkede en smule anstrengt.Hendes ord og handlinger emmede af skarp bebrejdelse og hans af usikker,voksende stædighed. Hun ville helst snakke om solen, vandet og hudforbrændinger, mens han hele tiden drejede samtalen hen på dansen, som vi havde overværet aftenen før, den vidunderlige musik og den underskønne danserinde. Samantha ville ikke snakke om danseforestillingen, skubbede det fra sig,der var noget i forbindelse med dansen og den unge danserinde som ikke passede hende. Walden derimod var dybt fascineret, han kunne ikke få dansen og danserinden ud af hovedet og blev ved med at spørge om vi havde set andre danse, og om de havde været ligeså fortryllende, om danserinderne var specielt udvalgt på grund af deres skønhed og hvor gammel vi mente at danserinden, som vi havde set forrige aften, var.....
   "Tør hænderne, Walden!" sagde Samantha og smed et lommetørklæde hen til ham. Han smed det tilbage og var på nippet til at blive grov, "Jeg er ikke færdig, jeg tørrer mig når jeg har spist det sidste stykke, hvis du da ikke har tænkt dig selv at tage det!" 
   Der blev en pinlig tavshed. Samantha lagde det sidste stykke ananas på Waldens håndklæde, samlede skrællerne og de uspiselige sykker sammen, rejste sig og bar dem over mod buskene under palmerne for at smide dem væk. Walden fulgte med øjnene hendes klodsede gang. Han så de røde streger på hendes lår, hendes hængende skuldre, som vidnede om en trist og skuffet kvinde. Han så hvordan hun med en akavet bevægelse smed skrællerne ind i buskene og tørrede sine våde hænder af i badedragten. Så vendte hun sig om og begav sig tilbage.
   Walden havde vendt ansigtet mod solen, man kunne se, at det smertede ham, at hans klodsede kone vakte opmærksomhed, at der blev grint af hende. Han følte sig forrådt.
   Vi sad og stirrede henover sandet på de glimtende stråler, som dansede på bølgetoppene. Samantha havde lagt sig og varbegyndt at læse. Der var kommet en ny flok badende på stranden,fem unge balinesere og blandt dem en slank pige i en hvid bluse og en stramsarong. Walden rejste sig op på knæene.
   "Det er hende" udbrød han begejstret, "det er danserinden!"
   Også Samantha løftede hovedet, og da hun så at Walden ikke havde taget fejl, fordybede hun sig igen i sin bog. Men hun var anspændt, hendes øjne gled hen over linierne uden den rette koncentration, og hun begyndte at bide negle. De unge mænd med pigen i midten var gået videre, mens de ledte efer en plads blandt badegæsterne. De slog sig ned hundrede meter længere fremme bag en sandklit, og det eneste man kunne se var deres hoveder der stak frem. De havde taget tøjet af, og vi hørte dem grine højlydt. Så så vi pigen løbe ned mod vandet. Mændene satte efter hende, og kort efter hoppede de sprøjtende rundt i vandet og forsøgte at dukke hinanden.
   "Forbandede varme", sagde Walden, "går du med i vandet?"
   Jeg havde egentlig ikke lyst, men i hans øjne var der sådan en bedende glød, at jeg ikke kunne sige nej. Jeg nikkede, udvekslede et forstående blik med hans kone og fulgte efter ham ned til vandet. Han pløjede gennem vandet som en hvid gris, stønnede, kastede sig fra den ene side til den anden og bevægede sig med besvær hen mod det sted, hvor den unge danserinde badede sammen med de  unge mænd.
   Vi kom for sent, pigen havde pludselig fået nok og svømmede tilbage mod stranden. Mændene kastede sig efter hende som en flok legesyge delfiner. Oppe på stranden lagde de sig rundt om hende og begyndteat solbade. Walden stod i vand til halsen og kiggede skuffet efter dem.
   "Hvad siger du så" sagde han da jeg kom svømmende hen til ham, "er hun ikke fantastisk? Er hun ikke smuk som en engel?"
   Jo, jeg måtte indrømme, at hun var smuk. Men jeg syntes dog, at skønheden i hendes dans var mere fuldkommen end hendes krop. Hendes dans vækkede i mig en længsel efter at leve på et højere og sandere plan, den havde mindet mig om, at livet er smukkere og rigere, end vi tør tro det i hverdagens travle rutiner. Hendessmukke krop fyldte mig med begær, ønsket om at besidde hendeog dermed bevise, at jeg var hendes skønhed værdig. Men vedat bemægtige hende ville skønheden forsvinde. Den ville bliveerstattet af besiddertrang, angsten for at miste. Misundelse. Og derfor vardansens skønhed mere fuldkommen. Jeg kunne aldrig komme til at besiddeden, kun opleve den. Og andre kunne opleve den sammen med mig.
   "Men hun er alligevel smuk" gentog Walden stædigt og svømmede ind imod stranden. Jeg så, at han begav sig henmod det sted, hvor danserinden lå sammen med mændene. Han rejstesig op af vandet, rettede på sine badebukser, som var gledet ned frahans kødfulde talje og havde afsløret hans ende, trådteop på sandet og stilede hen mod hende. Han ville se hende pånært hold. Han ville forsikres om, at han ikke havde taget fejl, atpigen virkelig var fuldkommen. I virkeligheden var pigen ikke noget særligt.Hun var smuk, men ikke smukkere end tusindvis af andre balinesiske piger.Hendes enestående skønhed eksisterede kun når hun dansede.
   Waldens skikkelse kastede en skygge hen over pigens ansigt. Hun åbnede øjnene og stirrede på den våde skinnende klump kød,
som lænede sig ind over hende. En af mændene sagde noget, noget spydigt, og de lo allesammen højt. Walden gik hurtigt videre.
   Da vi kom tilbage under palmen var der kun min kone, som fortalte at Samantha ikke havde følt sig godt tilpas og var gået tilbage til losmen for at lægge sig. Walden begyndte uden et ord at klæde sig på. Han havde travlt. Han så bekymret ud, tog hurtigt afsked med os og vraltede af mod landsbyen.
   Jeg havde på fornemmelsen, at han ville skynde sig at reparere hvad der var gået i stykker. Jeg gættede ikke på hvad der ville ske - jeg var sikker på, at Samantha og han ville finde sammen igen og at livet ville gå videre. Men dog ikke helt som før. Skønheden de havde oplevet, han som et løfte og hun som entrussel, havde vist dem indsii han som et løfte og hun som en trussel,havde vist dem en dimension af livet, som indtil nu kun havde fulgt dem somen skygge.
   De havde fornemmet muligheden for at miste. Altings flygtighed.